 |
| Skovnissen Kogle |
Lige siden sidste jul, har jeg ventet på at få besøg af en ny beboer i haven. Det gik nemlig sådan, at min egen lille skovnisse besluttede at, nu var det tid til nye græsgange og dermed mistede jeg min trofaste vinterfølgesvend. Da Kogle flyttede hjemmefra var der jo ikke længere nogen skovfoged til at passe på min have, og min dengang egen lille bitte skov. Det har været lidt af en udfordring at finde hans afløser, men jeg tror nu endelig at det er lykkedes. Mht Kogle så var jeg ikke helt tilfreds med udviklingen, og mente ihvertfald slet ikke, at der kunne være særligt gode grunde til sådan at rende af pladsen, men som jeg har sagt tidligere kan man ikke argumentere med en nisse, og særligt skovnisser er ligeså besværlige som en træt kamel. De rokker sig bare ikke meter gør de!
Da vi nåede jul opgav jeg, og han blev endda kørt nok så stateligt helt til døren til sin nye hybel.Gå gad han jo ikke, så mægtigt tilfreds var han og møgsur var jeg. Ja, vel nærmest en smule bitter nu jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo.
Jeg mener.. er jeg måske ikke den, der har passet og plejet han og givet ham tøj på kroppen, lige fra den dag han blev skabt! Det viser sig altså nu, at ganske som med menneskebørn, dyrebørn og andre levende skabninger, så er nisser højst utaknemmelige i det lange løb. Lyt til mig og tro mig på mit ord.. man kan ikke sætte sin lid til en skovnisse. Skovnisser er rastløse små fætre, der ind i mellem kan få fikse ideer om grønnere græs, flere brombær og større kogler hos naboen. Så lærte jeg da det, og i dag er Kogle bosat 30 km fra mig, og han kan da besøges bevares, men jeg er alligevel en smule knotten. Jeg gik i lang tid og var overbevist om, at han ville komme retur med hængeører og slatten hue, fordi der ikke var natur nok, der hvor han slog sig ned, men nu vil rygter vide at han inden for de næste måneder får nye omgivelser igen, og denne gang endda med egen hybel i udhuset, så hvad kan jeg mere gøre. SUK
Utaknemmelige troløse lille fidus.