Der var blå himmel i går. En lille smule ihvertfald, og det var en falsk besnærende reklame for foråret. Den blå himmel lokkede mig ud med min lille hæklekurv, og optimisme omkring lidt udendørshygge, men jeg indrømmer at det kun var muligt fordi jeg havde 83 lag tøj på..
Omme bagved skuret gik det anderledes aktivt for sig, og i dag mangler kun en enkelt opgave, som vi er enige om godt kan vente til efter påske. Det er søndag og det småregner, og nu er træet fortid. Jeg er modsat nogles opfattelse så vanvittigt glad for, at det her projekt blev sat igang og færdiggjort, at jeg slet ikke kan beskrive det. Jeg er også sikker på, at enhver haveejer vil kunne forholde sig til mine følelser omkring selve processen, for det GØR ondt at se planter trampet ned og bede tumlet i. Min fornuft ved da godt at alt vokser fint op og ud igen, men åh det er hårdt at opleve de små nye grønne babyer blive kvast. Sådan er det bare.
Fældingen af træet har givet mig fornyet rigdom føler jeg. En seriøst enorm bunke rester, ligger og venter på at blive kørt til flis, og der er lys for enden af den tunnel ved det af, at nogen kender en, som kender nogen, der har en prof maskine, der kan tage det hele uden problemer og endda sprøjte det lige derhen, hvor det skal opbevares til senere brug i haven. Det glæder mit genbrugshjerte.
Som en fodnote vil jeg slutte af med at fortælle, at jeg har spredt rygtet og helt modsat min egen formodning, er det lykkedes mig at få samlet forskellige trækasser sammen. Det havde jeg slet ikke forestillet mig var muligt, men jeg går jo og glemmer at her i lokalsamfundet og ude på landet, ligger alle inde med enhver tænkelig slags ting og sager, så måske jeg inden længe har bygget mig en reol :- ) Jeg skal stadig lige vænne mig til, at det hernede er så meget anderledes at bo, end at bo inde i byen. Og jeg elsker det.
