Af skade bliver man klog, siges det.
Jeg skal edderbokkemig love for, at pågældende skade har hakket mig noget så eftertrykkeligt oveni knolden, at jeg i dag med forsinket reaktion, er både slået til jorden og rystet i min grundvold. Et værre tuderi har erstattet lykken fra weekenden. Jeg troede ikke, at jeg stadig havde eet gram naivitet tilbage i kroppen, og jeg mente også at jeg havde fået bygget en tommetyk mur op omkring mig, for at have et værn mod de slag fra mennesker, jeg tåler så dårligt. Dem som vender på en tallerken feks..
Jeg tog fejl!
Egentlig ville jeg helst forbigå i tavshed, men jeg kan ikke. Ikke helt ihvertfald, for jeg kan ikke komme videre uden at formulere mig. Så meget HAR jeg da lært. Ud med sproget. Stop karusellen med ord. Om ikke mange, så da bare lige nok til at det er formuleret.
Jeg blev i sidste uge skudt i skoene, at jeg har modtaget økonomisk hjælp til et særligt formål, MEN at den hjælp i stedet er blevet soldet op på garn!! Den anklage kommer til trods for, at selvsamme hjælp er udstedt IKKE til mig eller min pengepung, men direkte til formålets girokonto. Jeg har med andre ord, aldrig lagt en finger på en krone af modtagne ydelse. Og det kan ovenikøbet dokumenteres med kvitteringer. For klarheds skyld, skal lige nævnes, at vedkommende som anklager mig for snold, er giveren af hjælpen, og altså dermed også samme, som selv har indbetalt på formålets konto og IKKE min!
Jeg blev i første omgang så rystet og skuffet, at jeg slet ikke kunne ha’ det i mig. Jeg lukkede simpelthen ned. Fortsatte med at glæde mig over dejlige udedage, men NU, her og i dag sidder jeg som lammet i sofaen, og eneste jeg kan tænke på er, at jeg fra dags dato må ophøre med, at modtage gaver og hjælp fra nogen som helst nogensinde igen. Jeg kan ikke klare flere skader så at sige. Og det uanset, HVOR presset jeg så kan gå hen og blive.
Jeg har brugt ÅR på at give slip på stolthed og æresfølelse. Brugt år på at vænne mig til at tage imod, og på at indlære i mig selv, at det er ok. Jeg har brugt SÅ meget energi på at slippe af med følelsen af nederlag, fordi jeg var havnet et sted, hvor det til tider har været svært at klare mig selv. I en helt ny tilværelse, som direkte konsekvens af min tillid til et menneske jeg stolede på. Faktisk er det netop i november, og om få dage præcis fem år siden, at jeg måtte ommøblere måden min verdensorden så ud på. Nu omsider var jeg havnet et sted, hvor jeg kunne tage imod uden at skamme. Den følelse er stendød nu med anklagen om, at jeg er uærlig, grådig, beregnende, og alt i alt et rigtigt slet menneske.
Lad mig sige det på den måde:
Jeg skal lige bruge lidt tid nu. Tid til at rejse mig igen. Tid til at repetere at det IKKE er ALLE, som tænker sådan om mig, og at denne anklage er så fuldkomme forrykt og vanvittig, at det IKKE er mig den er gal med, og fremfor alt skal jeg bruge lidt tid, som skal gå med at tørre en lind strøm af skuffede tårer væk fra mine kinder. For ja, de strømmer lige nu. Af skuffelse, men allermest af ærgrelse over mig selv og min egen dumhed. For hvordan kunne jeg da gå rundt og bilde mig ind, at gaver givet er uden påhæftede klausuler, eller at hjælp er ydet uden krav om modydelser. Min hjerne må bestå af en mos så grå, som denne tirsdags himmel.
Jeg er en rablende idiot. Et naivt fjols. Og en gammel gummiged. En snegl som må tilbage i sit hus, og en skildpadde som skal have skjoldet på plads igen.
