Ingen kan vist længere være uvidende om, at der er ikke kun er store men også alvorlige problemer med adgang til det, der engang med rette blev kaldt en huslæge. En huslæge er det vi kan definere, som den medicinske kontakt enhver borger har ret til når der er behov for det. Definitionen er dog med tiden blevet så udvandet, at jeg personligt ikke længere kalder min læge for huslæge. Altså den person jeg opsøger når jeg har noget der skal ses på, OG som husker mig fra gang til gang, over tid lærer mig bedre og bedre at kende, og dermed også har min historik in mente, når jeg møder og og har brug for hjælp.
Netop den personlige historik, er i mine øjne ret afgørende for den diagnose, der skal diskes op med når jeg sidder i stolen og piver over dette og hint. Som patient er det ualmindeligt frustrerende, at skulle bruge dyrebar og ofte på forhånd afmålt tid på, at opsummere fortiden. Den problematik er sådan set ikke kun forbeholdt privatpraksis’en, men det er en helt anden historie. Her skal det handle om den nære og første kontakt når sydom opstår.
Jeg kan næppe bryste mig af at slide min egen læge op. Efterhånden er det en overvindelse overhovedet at skulle tage knoglen for at bestille en tid, MEN når jeg gør det så er forløbet sådan, som det trods alt altid har været til en start. Man får i en sekretær. Derefter er forløbet en noget mere alternativ oplevelse. Jeg ringer op, en sekretær siger goddag og derpå fremfører jeg mit ærinde. Jeg vil gerne have en tid hos “min” læge. Desværre er der typisk tre- fire ugers ventetid.. jeg accepterer derfor som oftest den alternative model, og takker ja til en tid hos vikaren/den lægestuderende/sygeplejersken eller den anden fastansatte læge. Dermed er der lagt op til, at det meste tid af de afsatte 15 min går med at fortælle, hvem jeg er og hvad jeg kommer for. Løsningen på mine beklagelser er derfor ofte også hurtigt besluttet, ELLER jeg bliver bedt om at få en ny tid senere, så vi kan se hvordan det SÅ går og så tage den derfra..
Altså!
Dengang JEG var barn. Og ung for den sags skyld. Og nyvoksen. Og først i 30érne. DER havde jeg faktisk en rigtig huslæge. Da jeg var barn hed han Dr. Christensen, og ham var jeg forresten overhovedet ikke begejstret for. Han var den gamle onde mand, som da jeg var syv og fik opereret min blindtarm væk, nægtede at tro mig da jeg fortalte at lægerne på hospitalet havde fortalt min mor og jeg, at trådende skulle klippes af. Så han trak til. Som i at det dårligt sammenvoksede lille ar sprang op og det blødte voldsomt. Det gjorde sindssygt nas siger jeg bare, og den sad i mig i årevis efter. Siden dengang var han bare ikke på hitlisten hos mig. Men huslæge det var han. Han var faktisk familielæge, og han kunne sin historie om hele den pukkelryggede, lige fra oldemor til oldebarn. I øvrigt bedrev han den i dag fuldstændigt utænkelige gerning, at han tog på hjemmebesøg når man ikke var rask nok til at møde på klinikken.
Det kan unge mennesker i dag jo slet ikke forholde sig til når der fortælles om fortidens serviceniveau.
Efter doktor Christensens afgang kom så Torsten B., og om ham kan jeg fortælle at han først gik på pension sidste år. Og at han i alle årene kørte klinikken videre næsten i samme ånd, blandt andet med i visse tilfælde at køre hjem til patienterne. Han var min (ualmindeligt) velkendte læge, som fulgte børnene fra de var spunker, mine egne forskellige problemer og, som senere da jeg flyttede fra byen, anbefalede mig en anden yderst kompetent og rigtig gå-i-dybden læge på Frederiksberg. Han var familiens læge i 11 år gennem børnesygdomme, mine indlæggelser, skilsmissen, og det private drama som også omfattede børnene sidenhen. Det var ham som kendte mig så godt, at han personligt tog fat da jeg gik helt i spåner første gang og fik mig indlagt, og senere også sørgede for ind i mellem lige at ringe for at høre til mit forløb. I det hele taget slog han fra første konsultation fast, at jeg ALTID ALTID kunne komme til en snak, hvis det var det der skulle til i en given situation. Dog blev det i de senere år tydeligt, at også han blev mere og mere presset på tid, men aldrig er jeg blevet afvist i døren så at sige.
DET kan man så ikke just påstå er praksis i Nakskov!
Min datter ringede forleden til den læge hun var blevet givet, da hun flyttede dertil. Meldingen hun fik fra klinikken var så sindssyg, at jeg faktisk nægtede at tro det kunne være sandt. Som klogemor besluttede jeg, at hun måtte have misforstået et eller andet, eller måske havde hun ikke forklaret sig tydeligt nok. Vi kom næsten op at skændes om det hun og jeg, men i sidste ende greb jeg knoglen selv. Ringede klinikken op for at høre om det var muligt at få en tid. Selvfølgelig ikke, da jeg jo ikke er patient der, MEN jeg gik til dem og spurgte ind til, hvordan proceduren er generelt hos dem.
Bagefter måtte jeg ringe tilbage Josefine og på det dybeste undskylde mine moderlige tvivl på hendes udsagn. Hun havde hørt rigtigt og selv var jeg mildt sagt målløs! Og ophidset. Og helt og aldeles stum af harme. I Nakskov er det nemlig sådan AT, hvis man ringer op og ikke er akut syg, har brækket noget, er ved at dø af iltmangel eller har 50 i feber, ja så kan man altså desværre ikke uden videre få en tid! Citat: “ vi må jo sørge for, at de patienter der kommer ikke spilder lægens tid, og er feks hypokondrikere”. Citat slut. !!!!!!
For real. Jeg lyver ikke. Man får en sludder for en sladder af en sygeplejerske, som kan give råd om dette og hint, OG hvis man så stadig efter en måned er dårlig, SÅ kan man komme i betragtning til en personlig aftale med lægen!!!!!
Uden at overdrive var jeg ved at skide i bukserne af harme og forbløffelse og moderlig foragelse og vrede, og jeg kan godt love jer for, at den omtalte stakkels sygeplejerske måtte lægge øre til mor her’s allerværste gloser. Ikke bandeord altså, men ord der ikke efterlod tvivl om, at den tilgang til patienterne bare ikke er i orden. Det eneste vi faktisk endte med at være enige om var, at det i bund og grund handler om tid. Tid og presset på de stakkels læger, som trodser alle odds og slår sig ned som læger i yderområderne. Mange af dem holder ikke i generationer for de går enten ned med stress selv, eller de kaster håndklædet og rykker tilbage til storbyerne.
Det er SÅ trist, og det får garanteret ofte også konsekvenser for den behandling patienter/borgere bliver tilbudt. Selv kan jeg jo igen trække min egen oplevelse fra psykiatrien sidste år frem af hatten. Det var den med, at jeg ikke var kritisk syg nok i forhold til krigsflygtninge ,og dermed ikke i kategori til at få et behandlingstilbud.
Som en lille krølle kan jeg da lige meddele de damer om, at jeg nu har nået den alder hvor man uden at ville det, bliver indkaldt til diverse interessante undersøgelser. Den slags man absolut IKKE gider. I morgen gælder det en mammografi. Og ja jeg HAR allerede aflyst een gang. Og nej i morgen aflyser jeg ikke. Det er nemlig sidste dag den mobile enhed for den slags undersøgelser befinder sig i Maribo, så med bostøttens hjælp tager jeg afsted og får det overstået. Jeg kunne ellers med rette aflyse ( synes jeg jo selv) af den grund, at jeg altså har lidt hormonelle brystspændinger, og DET gør altså bare ondt. PIV. Bostøtten mener ikke den er gangbar! Jeg gyser ved tanken om selve proceduren med, at der skal presses kød sammen og her kommer min indre bangebuks frem, for jeg kan ikke lide noget der gør ondt.
Dog.. her er der jo rent faktisk tale om en læge eller lign, som gerne vil se mig og bruge den tid det tager, så jeg må hellere benytte mig af det. Hvis nu jeg er kvik og spørger rigtig pænt kan det måske være at de også liiiiige vil tage billeder af mit dårlige knæ nu vi er i gang og alt det der..
