Nu ved jeg hvorfor det er jeg i årevis har haft en forestilling om, at jeg ikke havde et brugbart strygejern, og hvorfor jeg alligevel ikke har skilt mig af med det jeg havde.
Jeg har ganske givet tænkt i tidernes morgen, at lidt var bedre end ingeting, men efterhånden har jeg glemt den tanke, det er bare blevet flyttet med igen og igen. Strygebrædtet er dog kasseret for nogle år siden. Det døde efter alt for langt ophold ude i gården i vestergade. I morges fandt jeg det frem fordi jeg fik en ide med nogle blomster på haveforklædet, og til det er det nemt at bruge strygevlieseline, men så skal man altså lige bruge et strygejern.. Vlieselinen er også noget jeg har gemt på siden dengang jeg gik på syskole, og af ukendte grunde er heller ikke det blevet smidt ud, hvilket jeg er ret tilfreds med nu. Strygejernet derimod er til at bruge, men jeg husker nu hvorfor jeg ville have et nyt en dag. Det kan næsten ikke påfyldes vand og det vand der så kan fyldes på løber ud lige så hurtigt så snart jeg holder det vandret. Ikke ret praktisk, men det kan godt bruges i en snæver vending og til det lidt jeg skal stryge på forklædet. Heldigt heldigt.
Da jeg sad der med skabelon, saks og stof kom det pludselig tilbage til mig, at det faktisk kan være ret dejligt at kreere med tekstiler og fantasi. Det er sytten år siden jeg gik på den daghøjskole hvor syning og sølv var min hverdag, og jeg håber at nogen af min indlærte visdom vil dukke frem fra dybet, når jeg holder saksen i hånden.