Dagens besøg henne ved lægen var en positiv oplevelse, og det er bestemt vigtigt at få med med tanke på sidste måneds knapt så entusiastiske skriv. Dagens besøg var en positiv oplevelse forstået på den måde, at hr. travl læge tog sig rigtig god tid til at lytte og derefter komme med forklaringer og løsninger. HEP for det til ham. Dagens issue var det knæ, som jeg har været generet af siden sidste sommer. Siden da er højre knæ helt i orden igen, men venstre er mere eller mindre status quo, bortset fra at smertepunktet har flyttet sig fra bagsiden og op ved siden af knæskallen. Jeg har i perioder været på urimelige doser af smertestillende, men problemet blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg måtte tage en tur mere som havegraver.
Et eller andet sted er det bare ikke i orden at jeg midt i livet ikke kan gå mere, men det er der jeg er. Jeg kan fedte rundt i haven, men efter den første time halter jeg rundt og tager en time mere fordi jeg bare VIL have et liv på en eller anden facon. Når jeg i forvejen er socialt amputeret, gør det bare hverdagen endnu mere sur, hvis den skal tilbringes siddende i en stol, så jeg bed i det sure æble og fik en tid. Jeg var ikke særligt optimistisk fordi jeg første gang ikke kunne få en forklaring på mystikken, og udsigten til bare at blive sendt hjem igen med flere piller har afholdt mig fra at opsøge hjælp.
Det er en enorm lettelse nu at vide, at jeg får min “førlighed” tilbage. Det lyder totalt dramatisk, men sådan føles det altså efter måneder uden at kunne komme frit rundt. Det har været en ikke rar forsmag på, hvad der venter senere i livet .. Min forståelse for de ældre borgere, som sidder uvirksomt hen fordi de har mobile problemer er vokset til nye højder. Det er bare ikke morsomt. BUM!
I det hele taget oplever jeg meget af det som de fleste “normalt” fungerende først har i vente om 10-20-30 år, allerede nu. Og har gjort det i en årrække. Og det er noget jeg tænker rigtig meget over i det daglige. Isolation, dårligt helbred, ensomhed og forfald pga mange års forbrug af medicin man ikke helt kender konsekvensen af. Forfaldet er heldigvis endnu “kun” lige lovlig voldsom udtynding af hårpragt og ødelagte tænder, men det er fanme også rigeligt. Det er en daglig og uvelkommen påmindelse om at jeg er omme på den anden side af fremtiden. En fremtid som givet også kommer til at bringe nedsat mobilitet som en del af pakken.
Fremtiden blev der sagt!
Ikke nu. Og derfor blev jeg så hujende glad over, at der er noget at gøre så mine ben kan gå igen. Noget der IKKE indebærer mere kemi og noget som jeg kan gøre uden at skulle på en mindre udflugt. Problemet bliver kaldt Barkers Syndrom, og faktisk var DET ikke en overraskelse, fordi jeg allerede var blevet gjort opmærksom på den mulighed af en af mine læsere herinde. Det er forholdsvis enkelt hvad der skal til, det handler om øvelser med en elastik så sener og muskler bliver strakt og forstærket. Cykling blev også foreslået og det ligger da lige for, da jeg har en cykel som føler sig noget ensom og overset derude i skuret.
Der var også et andet forslag, som jeg blev mindre begejstret for at skulle efterleve.
“ Du skal til at gå i svømmehallen skal du”, sagde nu meget dumme læge! Jeg elsker faktisk vand. Er lidt af en vandhund inderst inde, men tanken om at gå ind i en svømmehal er så enormt grænseoverskridende for mig, at jeg nærmest får opkastningsfornemmelser bare af at skrive om det. For slet ikke at tale om at jeg ikke ejer badetøj. Eller har været sådan et sted i over 30 år. Eller at jeg ikke kender nogen der kan tage med. Eller at jeg skal igennem hele den der seance med at smide tøjet og under bruser og igennem gange på glatte fliser før jeg overhovedet når til kanten af bassinet!
Jeg gik surmulende derfra ja jeg gjorde. Surmulende og fornærmet fordi hr. nu virkelig irriterende læge overbevist om egen kloghed fortalte mig, at jeg ville opleve en ny verden af velvære efter svømning. Velvære.. HRMPFF! Jeg bad altså kun om et mobilt knæ.
