Lidt nervøs er man vel altid, når man beslutter sig for at få nummer to, men beslutningen er taget.
Der er lidt praktisk, der skal sørges for inden jeg kan hente hende hjem, og jeg skal også lige have fat i hjemmet, det håber jeg lykkedes i morgen. Dukkethuset skal også babysikres, for lige nu er der altså steder, som den helst ikke skal ende.
Forinden ankomsten skal jeg også huske at øve mig i at spise stående…
Og læse op på katte her:
Jeg har været ualmindeligt udmattet i dag, og som glasuren på kransekagen, døde musefunktionen pludseligt her på computeren. SÅ smækkede jeg låget i og besluttede at tage et hvil. Maybritt har hjulpet mig her til formiddag, og hun var så sød lige at komme med en opdatering på forrige skrivs kommentarer, men nu kopierer jeg det lige her så alle kan se det. Det er det nemmeste for mig lige nu, for jeg vil gerne lige komme med seneste nyt, da ikke alle måske får set tilbage, og musen.. ja den er igen igen erstattet med en reserve via USB. Jeg havde samme problem for omkring et år siden, og der viste det sig at være en latterlig detalje, der fik musen til at gå i sort, men kan jeg nu huske hvad det var jeg skulle gøre?? NIKS! Så med mus i hånd må jeg klare mig.
Maybritt skrev:
Henriettes PC'er virker ikke d.d. Så jeg har lovet at give Jer en status opdatering vedr. Gertrud.
Henriette er som altid meget taknemlig for den støtte og opbakning I har givet hende.
M.h.t. Gertrud så er status lige p.t. at Gertrud er på Falsters Kattehjem, hvor hun, når de får tid til det, vil blive fotograferet og fremlyst på deres hjemmeside samt Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Her vil hun figurere i 14 dage hvor evt. ejere kan henvende sig og få katten tilbage. Dersom ingen ejere henvender sig vil Gertrud blive steriliseret, øremærket og fremlagt til adoption. Da Henriette har ytret ønske om, at killingen kommer tilbage til hende, kontakter Falster Kattehjem Henriette først. Der er dog en problematik, som er blevet fremlagt fra kattehjemmet, og det er, at killingen måske har et hjem i nærområdet, og derfor efter genudsættelse vil løbe fra Henriette og hjem igen. Henriette er meget OBS på dette, og har selvfølgelig ikke til hensigt at "stjæle" andre folks killinger. Henriette sætter opslag op i nærområdet vedr. Gertrud, i håb om at finde ejeren. Og så har Henriette taget en beslutning om, at Gertrud ikke skal flytte ind til hende og Holger. Det føler Henriette er det rette på nuværende tidspunkt. Holger og hende er "pot-og-pande". Han giver Henriette den ro der skal til, og selvom han er en venlig fyr, behøver han ikke andre katte i sit liv. Han har jo Henriette som "kattemor" kh Maybritt
Og ja, sådan er det altså nu. Jeg ønsker ikke at komme i klemme, og det kan jeg nemt hvis jeg går ind og får den chippet, og der så er nogen der genkender den en dag. Jeg kan også jo også risikere at den en dag selv finder tilbage til første ejer, og så er der altså nogen som har sponsoreret en killing til mig forgæves. DET kan jeg heller ikke leve med.
Det eneste jeg ønsker er, at Gertrud har og får det godt, og det har hjemmet lovet mig at hun får. De plejer som regel at finde nye hjem til katte som Gertrud et sted, der ikke er i nærheden af findestedet, for netop at undgå fremtidige problemer. OG dette sker naturligvis KUN i tilfælde af, at den rette nuværende ejer IKKE dukker op/kan findes.
Jeg har den overbevisning, at skal Holger have en lillesøster/bror, så sker det bestemt en dag, og indtil da så glæder fedtemusen og jeg os begge til tørt og vindstille vejr. SÅ skal vi knagme i haven. Jeg får mange mange timer til at gå i øjeblikket med, at studere og læse. Om haver, planter, pleje, tips og tricks. Så optaget af udelivet er jeg, at der ikke bliver strikket eller hæklet så meget, men det er altså svært at gøre det hele på een gang, og lige nu er det min egen lærdom omkring havehold, der optager mig. Alle Esthers havemagasiner bliver mere og mere flossede i kanterne haha, og de er ved at være godt fyldt med post it’s. Jeg er ude i noget med, at jeg må have mig et par kæmpe plancher jeg kan bruge som mood boards i stuen. Klip og klistr, noter og lav plan. Nemlig.
Hvilken lykke at lørdag blev så solrig. Der er jo lovet både kulde og hvidt vejr inden længe, så det har været en fornøjelse at kunne være ude, og nyde livet inden det sker.
I den lille uge der er gået siden sidst, har jeg været mildest talt udsplattet, men jeg har hver dag lavet lidt praktisk. Blandt andet fik jeg taget mig sammen til at få støvsuget, og gjort rent i køkkenet efter den seneste våde omgang. Jeg har ikke helt overskuet den opgave hidtil, fordi der var støv skidt fra loftet over det hele, men nu er der gjort rent. Som i HELT og TOTALT rent. Alle hylder og sager er vasket rene. Jeg har fortsat min oprydning/sortering af gem og giv væk, og ærligt talt er det en lettelse, at der nu er mere luft og plads derude. Jeg er ikke helt færdig, men allerede nu kan man se en forbedring. Mine børn har både en bunke kogebøger og porcelæn i vente nu.
Blandt de genstande der IKKE bliver givet væk, men smidt ud er blandt andet den her:
Aehm.. det er jo så altså syltekrydderier, jeg med skam kan melde, er blevet flyttet med fra Frederiksberg, til Lyngby, til Vanløse, til Østerbro, til Brønshøj, til Alsø og nu Rødby! For pokker det er jo helt i hegnet, og jeg må nok indse at mine ambitioner om syltede agurker og deslige bare ikke bliver til noget. En urimelig bunke af krydderier og flasker med alle mulige slags smage a la engelsk sovs, barbeque, ketchup, olie og hvad har vi, røg samme vej. Det tørre endte med at kunne komme af vejen i en skuffe.
Sådan kan man også bruge sine nætter når man ikke kan sove..
I dagtimerne har jeg benyttet mig af at være ude når vejret var til det. Jeg er begyndt på at flette tingester, af alle de klippede grene jeg har liggende, blandt andet er jeg ved at lave noget mine klematis kan vokse op ad, i havedelen.
Det er lidt svært at skelne fra den andre brune grene i baggrunden, men jeg tror det bliver så fint når det bliver sommer. Jeg har også genoptaget min tradition fra sidste vinter. Hver gang jeg handler ind, ved jeg hvor meget jeg har at gøre godt med indtil næste udbetaling, og ud fra det tager jeg et beløb fra til planter. I denne uge er det blevet til et par kæmpe bregner fra Superbest. De kostede kun 40 kroner stk, og de er sat så de dækker for fødderne af klematis, som skal sno sig op af fletterierne.
Siden nytår har jeg også investeret i aurikler fra Rema1000, de havde rester til en femmer forrige uge. De står nu rundt omkring i den skyggehave jeg er ved at bygge op, og sådan sker der lidt hver dag udenfor, selv her i januar. Så længe det ikke er frost, kan man dybest set det meste, og jeg benytter mig af det. Det nye havestykke jeg er blevet givet, begynder også at tegne sig i horisonten. Jeg har næsten fået fjernet alle de nælder der stod ovenpå jorden, og en ustyrlig brombær har fået sat grænser. Næste etape bliver at få gravet de værste rødder op. Det er de underligste sager der dukker frem at vildnisset, blandt andet et kææææmpe dæk, som jeg allerede har tjekket Pinterest ud omkring. Det kan fores med tyk plast og laves om til et vandhul med åkander. Vi får se om jeg udlever den ide en dag.
Lige bag den grønne busk ligger der een af to bunker med nældeukrudt.
Grænsen for det nye havestykke kommer til at være henne ved naboens udeskur. De kommer aldrig udenfor, og udlejer har derfor indskrænket deres beføjelser kan man vel sige. Der bliver skærmet af med hegn til foråret, hvis alt går som lovet. På den måde bliver jordstykket passet og vedligeholdt fremover. Det nye stykke giver mig pludselig helt nye muligheder, blandt andet får jeg en hel mur at lege med og på..
Henne ved nedløbsrøret kan jeg have endnu en regnvandstønde stående, og der står ( ligenu helt usynlig pga lyset), et udemærket hyldetræ, som nu er skåret tilbage så det igen kan få liv og blomster i fremtiden. Ved muren er der dejligt med læ, og det skal udnyttes på en smart facon, når jeg får åbnet op derhen til. ARHMEN jeg siger jer…
Og Holger.. Ja han er ligeså ivrig som jeg er. Det viser sig bare på en anden måde, og i dag kom han til at overvurdere sig selv en smule, da han kåd som et kid sprang op på hegnet. Efter at have sundet sig en stund over sit vovemod, kom der den her lyd som han bruger når han har brug for sin mor. Et halvkvalt mijau. WUA MOR, hjælp mig ned. Jeg tør ikke selv.
Jamen selvfølgelig min lille farlige tiger, så vil jeg da hjælpe dig ned igen :- )
PIV!
I forbindelse med den store nedgradering af lageret i køkkenet, kom turen så lørdag aften til spisekammeret alias skabsskuffedariet, der i tidernes morgen har været medbragt fra ægteskabets opløsning. Hvad det skab ikke kunne fortælle er ikke værd at vide, men det har opbevaret alt fra fint porcelæn over bøger, strik og nu er det så endt som, ja altså spisekammer. Dets begrænsning har jeg mildest talt set stort på …
.. og foruden disse to hylder har der været samme tilstande i skufferne nedenunder, og på hylden ovenover. Jeg ved det. Jeg har et problem. Noget med, at jeg tror jeg dør uden et godt tørlager eller også kaldet, en endnu ikke overvundet fetish fra min tid som køkkennørd, og derfor har jeg store problemer med at gå forbi supermarkedets hylder med spisekammersager. Foruden et ikke ringe lager af pasta og nudler i ALLE former og udgaver, gik det i aftes op for mig at jeg er endt med, at have lidt vel rigeligt med kokos!
Rundt omkring lå der poser med revet kokos fra flere fabrikanter, og i mere end eet eksemplar. Der lå et par poser med ristede kokoschips, og en som bare er groft revet. Og så har jeg ikke engang lagt de to… dåser med kokosmælk i skuffen endnu. Eller de to økologiske bøtter med kokosfedt!!!!
Hvad fanden sker der lige for det ??
Jeg laver jo nærmest ikke thaimad mere, og der er vel også grænser for hvor mange kokoskugler jeg må og bør fortære selv. For slet ikke at tale om, at det er år og dag siden jeg sidst bagte drømmekage fra Brovst. Eller noget.
Nu ligger det så sådan, at jeg også forsøger at opretholde linien fra “stop spild af mad”, og da alle de nævnte kokos’er IKKE, i modsætning til syltekrydderierne, er uddøde i forrige årti, ja så nægter jeg at smide et eneste gryn kokos på møddingen. Spørgsmålet er bare
Hvordan får jeg gjort kål på det lager???
Og burde jeg i virkeligheden ikke i stedet for at bo i dukkehus, flytte ind i sådan et her:
Det skal bestemt nydes, for smukt er det. Udenfor. Indenfor er knapt så idyllisk, men den tager vi en anden dag. For nu er det frostvejr, det er fredag og det er fred være med det.
Intet her i livet er stationært. Et faktum, som jeg stadig i visse situationer kæmper med, at forstå med den del af hjernen, som løber sine egne vegne. Den anden del HAR lært det. Det er vist nok den del, som også har at gøre med rationel tænkning, men jeg er ikke sikker.
Fredag fik jeg igen brug for at tænke rationelt, men det skal jeg nok lige bruge et par dage på, for lige nu er det allersværest bare at forstå. Og acceptere. Jeg fik nemlig en besked, som igen igen igen igen, vender op og ned på min hverdag, og ærligt talt .. nu var den ellers lige begyndt at fungere rigtigt fornuftigt. Økonomisk.
Vi skal helt tilbage til dagene, hvor jeg havde status af hjemløs. Tílbage til søde mennesker, der var fulde af støtte og løfter om bedre tider, medsamt hjælp til at nå dertil. Dengang måtte jeg acceptere, at jeg endnu engang skulle låne penge, for at kunne få en bolig og få flyttet mine ting. Så langt så godt. Sød dame fra dengang lovede, at den sum ville ryge i samme pulje som der, hvor min skattegæld lå og på den måde skulle jeg godt nok afdrage længere, men så kun med det samme ene beløb som var aftalt med skat.
Bum bum bum
Nu viser det sig, at jeg af uforklarlige årsager ikke endnu har afdraget een krone af beløbet, OG at jeg ikke kan få det lagt i skattesækken. For nu to år siden ringede jeg ellers rundt fra Herodes til Pilatus for at finde ud af, hvad der foregik med den sum, men ingen kunne komme med et klart svar. Jeg talte med SÅ mange statsansatte og forklarede og tegnede. Det endte blindt. Ingen vidste, hvad der skete hvor eller, hvem der havde med lige min ydelse at gøre. Nu sidder jeg så her. Med en gæld jeg troede jeg havde afdraget på i minimun tre år inden jeg blev insolvent, men deeeeeet ser ikke sådan ud. I stedet hedder det nu afdrag af fastlagt beløb. Eller nedsættelse af pensionen.
Jeg har klaret mig før, og jeg kan gøre det igen. Skal bare lige sluge den kommunale kamel, som handler om højre og venstre hånd, der ikke arbejder sammen. Damen der lovede mig noget, er der selvfølgelig ikke mere, og hun ville sansynligvis heller ikke kunne huske lige min sag fire år tilbage. Mandag prøver sød dame fra Lolland kommune at få KK i tale endnu engang, for at se om de kan tales til fornuft, men jeg har IKKE store forventninger der.
Billedet i dag viser noget jeg var begyndt at gøre mig i. Frisk frugt. Blandt andet på min morgenmad ind i mellem. Det, og en del andet luksus skæres væk fra på fredag. Kan man vænnes til kan man også vænnes fra tænker jeg. Forskellen mellem frugt eller ikke frugt kan groft sagt gøre i de 300kr jeg nu får skåret fra hver uge.
Jeg sover bare lige lidt på det.
Og PS: jeg glæder mig nu endnu mere over, hvor fremsynet og dygtig jeg har været i november og december. Der har jeg nemlig handlet nedsatte frø på nettet, så haven kommer ikke til at sygne hen. Især har jeg handlet ind så der kan etableres køkkenhave, og hvilket held er det ikke lige nu, og naboen har arvet et drivhus, så NU skal vi faneme til at producere lager til næste vinter. Nemlig
Tidligt oppe efter et døgn med nærmest konstant søvn, MÅ jeg bare lidt ud i den friske sprøde luft. En kort tur til lige at minde mig om, at der ER så meget mere end bare bøvl og bekymringer her i livet. Feks en luddoven kat, der som jeg godt kunne trænge til lidt bevægelse og frisk luft. Derfor blev han nødet til at gå med ud over plænerne, men ih guder der var ingen større begejstring at spore i dag. Hans små poter bliver også hurtigt kolde, så det var fint med bare en lille tur før vi igen var retur i sofaen.
Fredag aften blev jeg endeligt færdig med den lille kængurudukke kaldet Kira. Jeg begyndte i december, holdt pause da Rasmus var her fordi der skal tælles en masse, og endte med først at genoptage hæklingen igen forleden dag.
Trods et par småfejl for begyndere, er jeg rigtig tilfreds med den, og selvom det er sååå hårdt for fingrene, er jeg klar til at lave en anden fra samme designer. Min mor er forelsket i en lille svampedreng, og så må jeg jo til det igen, og min kontaktperson er så forelsket i kænguruen at hun vil købe den af mig, men hvad pokker skal man tage for sådan en sag?? Jeg mener.. det er ikke det store budget i garnforbrug, men oj jeg har siddet og fedtet med nål 2.5 i mange mange timer. Det er noget værre småtteri at arbejde i, så det er mere arbejdet der koster synes jeg. Men HVAD koster det så?
Holger vågnede forresten af dyb søvn, på et tidspunkt midt i mine fumlerier med garn og nål, og på et splitsekund havde han sat alle kløerne i mit ene lår for, at fange det underlige væsen jeg sad med. Så er det man hyler i stilhed og forsøger at forklare kræet, at det altså kan mærkes ret så meget, og at mennesker ikke er så tykhudede.
Ved ikke om man kan fornemme det, men hans kløer er bare totalt spidse og virkelig effektive når der skal holdes fast på noget. PIV HYL og av for pokker, hvor gør det nas. Når det er sagt er jeg også lidt stolt over, at jeg har kunnet lave dukken. Det er noget andet end at sidde med firkanter og stribede tæpper, og jeg troede aldrig jeg skulle kunne hitte ud af sådan noget, men det lykkedes. En fed fornemmelse.
Dagene går i uden de store begivenheder. Jeg havde egentlig planer og ambitioner, men i dag er jeg nået frem til ( sikkert som en million år før ), at jeg bare er og bliver syvsover i januar. Mærkeligt er det. Jeg sover og sover og sover, og så sover jeg lige lidt mere. Mine vågne timer runder vel ikke mere end seks styks alt i alt, fordelt med et par i løbet af dagen, og så resten om aftenen. Arh ok, måske det er lidt mere end seks timer, for nogle gange er jeg vågen midt om natten, hvilket ikke hjælper på planen om, at være vågen når der er dagslys. Det er bare sådan. Jeg må være en hulebjørn eller et pindsvin i forklædning.
I dag feks, vidste jeg på forhånd ville være solrig, og jeg dinglede ned af trapperne ved halv otte tiden, for at være nogenlunde klar et par timer senere, hvor jeg havde tænkt mig at gå ud i verden. Når jeg skriver dingle, så er det helt bogstaveligt ment. Min krop opfører sig som om jeg er beruset, når jeg forsøger at vågne uden at være klar til det. Mine øjne ruller rundt, og lågene bliver ved med at ryge i, og således gik det også i dag. Flere forsøg på at holde fokus og stirre stift ud af vinduet og med tv’et kørene, endte med at jeg væltede til siden og sov videre. Det kan nogle gange tage flere timer inden jeg overhovdet er klar i hovedet efter jeg har sovet.
Dagens sejr har derfor været, at jeg ved to-tiden kunne åbne køkkendøren og træde ud i lyset.
Jeg var endda i bilen en tur hen i nærmeste skov, hvor jeg fik fyldt et par sække med løv, og jeg har også fået fyldt depoterne i køkkenet op. Skulle jeg sove videre en uge mere, så er der rationer klar når jeg dukker op til overfladen.
For ikke at jeg glemmer dagen helt, har jeg fanget sol og lys. Det skulle bare mangle andet da.
ZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ ZZZZZZ ZZZZ ZZZZZZZZZ
Trods det, at jeg altid ser nyheder og vejret, er det gået min næse helt forbi, at jeg skulle vågne op i et hus, som er begravet i sne. Eller.. ihvertfald pakket godt ind i det. Helt hvidt har der været derude, men det er tøvejr nu af værste skuffe, så samtidigt med at der stadig falder hvidt ned fra himlen, er der tø i luften, og dermed har vi et vejr som er temmeligt vådt for nu at sige det sådan. Lille Holger er ikke afskrækket, men personligt bliver jeg under dynen indtil videre.
Og her fra min hule i hjørnet af sofaen, går min verden i disse dage. Når jeg ikke sover, henter jeg kaffe og føde, og så hækler jeg.
Min mor ønsker sig en lille fluesvamp, og da jeg også selv vil have en at stille i haven til sommer, ja så er der ikke andet for end at lave to på een gang. Det går langsomt med de fine tråde garn jeg bruger, men allerede nu synes jeg godt man kan fornemme, hvor godt resultatet bliver med uldgarn. Kænguruen blev lavet med bomuldsgarn, men jeg synes at farverne var for klare til at de ville egne sig til svampedrengen.
To helt ens og så alligevel forskellige! Den ene er en smule større end den anden, så jeg har sikkert lavet en tællefejl eller to hen ad vejen, hvilket også helt sikkert skyldes at jeg er så sk.. søvnig altså.
Faneme nej. Ikke det der ligner. Forbandede opfindelse. NÅ!
Nu kan man måske så få lov, at vågne lidt op igen snart hva? Februar bringer inden længe lysere dage, og mit ønske er kun at vi må få en kopi af sidste års, hvor jeg begyndte min haves genopbyggelse allerede d 2. Kigger jeg tilbage kan jeg da heldigvis se, at det man dybest set ikke kan se forskel derude, fra sidste og og i år. Meget er sket siden, og det jeg brugte krudt på dengang, behøver ikke gøres nu, men eet sted trænger dog særligt til lidt omsorg. Mit stakkels skur, som har været præget af huller og vand og hvor jeg aldrig nåede at rydde op, kan slet ikke bruges lige nu. Jeg har flere slags frø, som skal/kan lægges til at spire allerede nu, så jeg må igang med at rydde bordet og få vasket potterne. En jagt på priklejord skal også indledes, for jeg har næsten ikke noget tilbage, og HELDIGVIS har jeg sparet op til netop det formål. Ku lige mangle, at jeg har været om mig med at sørge for frø af alverdens slags, og så har jeg ikke råd til jord!
Første skridt er energien.
Den mangler stadig, men jeg har faktisk været derude i dag. Bare en smule. Jeg VILLE have mine klokkeranker i jord nu, for de er længe undervejs og da sidste års forsøg døde i fødslen, så må intet gå galt i år. Jeg har frø til dem fra forskellige firmaer, og flere end de seks styks jeg stod med i 2014. Alle sejl er sat til. Det SKAL lykkedes. Punktum
Så er der de smukke grønne frø, der bliver til ligeså smukke planter. De er kuldekimere, så de kan stå udenfor og bare sørge for, at fryse og varmes indtil de skal til at vokse.
Husker I de her:
Bittesmå juveler ligner de. Det er frøene som bliver til ligeså fantastiske limegrønne spir.
Jeg er syg med dem, og da den portion jeg prøvekøbte i december kun var på ca 20 styks, vil jeg lige bevilge mig selv lidt ekstra. Lige nu har Isabella’s dem nedsat til 15 kr for en pose med nok til 165 planter sååååå, den handel er noget mere lukrativ end den jeg foretog på Etsy.
Jeg siger farvel til januar med begejstring og slutter af med et lille øjebliksbillede
Man siger at måltider er bedst indtaget i et roligt tempo. Ja, men det er så altså skrevet til mennesker, der ikke deler plads med en kat. Især en kat, der ikke er tilfreds med menuen, og som derfor nedstirrer sit menneske, lige indtil sidste plet er ren på tallerkenen. Glemt er den frokost samme kat indtog i en ruf ti minutter tidligere.. Mennesker skal ikke spise noget katte ikke kan lide.
Flere gange er det blevet sagt, at det er utroligt jeg stadig står oprejst, og at jeg er både stærk, sej og alt muligt andet. Der har været meget de seneste fire år. Mere end jeg selv har kunnet forudse, og ja.. jeg står endnu, for det nytter ikke at lægge sig. DOG er der alligevel tydelige spor af, HVOR meget tiden har ædt sig ind på mig. Der er tydelige tegn på, at jeg er tæret og at al kampen slider. Faktisk er det SÅ indlysende, at jeg uden at overdrive bliver både ked og også lettere rystet af at konfrontere mig selv med virkeligheden.
Markant ik..
Billederne er taget på samme tidspunkt med fire års mellemrum, og jeg kan konstatere at jeg i dag, i feb 2015 ikke ser et hak sundere eller friskere ud end for et år siden. Nok mere tværtimod. Jeg har ruget over det et tid, og jeg er kommet frem til at noget må gøres, for trods det at jeg kæmper hver dag med indre og ydre problemer, så ER jeg altså stadig ikke fyldt 50, men jeg har det som om jeg er 80. Mindst. De mange års medicin og psykiske nedture har slidt og tæret på min krop feks. At jeg ikke har sovet ordenligt i flere år hjælper heller ikke, og jeg er lige nu et udemærket bevis på, hvad forskere har talt om i årevis. Uden søvn og med stress ældes man urimeligt hurtigere. Usund hurtig kost og smøger lægger desuden ekstra på alderskontoen og i det hele taget ER det rigtigt, at man kan se på psykiatripatienter, at de ikke har overskuddet til at leve anbefalelsesværdigt.
Det er IKKE let for mig at offentliggøre sådanne billeder, men måske andre kan få nytte af at se realiteterne af, hvad der sker når livet har skrammet. Oveni det, ligger der også en skam begravet i det her, for jeg har hele livet været værdisat efter udseende. Mine menneskelige kvaliteter har ikke været det væsentlige, så det siger sig selv at jeg nu virkelig har det svært med at være slidt, for så er min værdig jo forringet. Logik for burhøns. At jeg har terpet med diverse terapeuter, at de indre værdier er vigtigere end at se godt ud, hjælper ikke en hujende fis ved det af, at jeg den dag i dag stadig ikke har mødt nogen, der kunne klare min personlighed i længere tid ad gangen. Jeg er for svær at leve med. og som tiden er gået har JEG svært ved overhovedet, at være sammen med mennesker. Og så er vi tilbage i tiden igen.
Til den dag på den lukkede. Da jeg sad dybt medicineret og lyttede til kæresten, som fortalte at hans nye kæreste havde forklaret ham, at borderlinere er der ingen der kan leve med.
Det er den bitreste pille at sluge. Sandheden. Den GØR ondt.
Hver evig eneste lange dag.
Når jeg sådan sætter mig ned, og bekender mig til ikke at være i takt med tiden, og ganske politisk ukorrekt åbent indrømmer, at alder skræmmer mig, at udseende betyder noget for mig, at jeg ikke trivedes med årenes tæring, ja så er det såmænd med fuldt overlæg, at jeg gør det. Jeg er forberedt på, at det vil få nogle til at fare i blækhuset, andre til at grine småhånligt, og atter andre igen til at påpege.
Det gør mig ikke det mindste, for det er ingen skam at synes det er røv og nøgler at ældes. Det er ellers vældigt oppe i tiden, at man skal være i sig selv og elske sig selv, hvorend man befinder sig i livet, og til dem der kan det, bøjer jeg mig i støvet og siger hurra for det. Det må da være skønt at være afbalanceret, noget I alle ved jeg bare endnu ikke mestrer, hver evig eneste dag året rundt. Med fare for at blive totaaalt skammet ud af en bred gruppe af søstre, føler jeg bare også indimellem, at jo flere gange jeg hører, læser eller ser en kvinde gentage sin tilfredshed med aldring og slap hud, så klinger det lidt hult. Hvem skal overbevises.. Verden eller dem selv?
Jovist. Der er masser af ting, som er fede ved at blive ældre. Den viden der følger af livet feks. Men det har ikke noget med udseende at gøre, så igen.. at jeg har lært, at det ikke har betydning for min trivsel, om jeg er ejer af een kop eller flere, hjælper ikke på fortvivlelsen over, at jeg taber håret i en grad der er ud over det normale og for årstiden. Og at det har været et tilbagevendende problem i årevis, pga medicin og stress. Den er svær bare at trække på skuldrene af. Man skal måske også huske på, at min modvilje mod kroppens nedbrud, nok også skyldes at jeg lå ned i ti år. Jeg nåede ikke lige at nyde, og at være i DET nu. Nuet inden nedbrydningen satte ind. Og kald det da bare dramatisk, men spørg engang en helt almindelige kvinde i 30’erne om, hvordan hun tænker det ville være, at være sprød den ene dag, og så BUM, vågne op ti år senere, for nu at være … knapt så sprød.
Meningen med at sende et budskab, er at få andre til at nikke med.. og imod.
Mit budskab har dog været et lidt andet, end det der lige først springer i øjnene. For ja, jeg er da godt klar over, at lys og farve, påklædning og tidspunkt er faktorer, der spiller ind når man ser et billede. Og nej, det er ikke noget jeg går og piller mig i navlen med evig og altid, men lige nu og måske fordi jeg er en grå masse i hovedet nu på denne tid af året, så påvirker forskellen mig. For den er der. Men det er ikke det, der er pointen. Min pointe var mere at hviske ud om, at jeg faktisk har tilhørt/tilhører en gruppe af kvinder, som aldrig har været særligt højt vurderet efter evner og kunnen. Et problem som bliver særligt pårtrængende, når man ældes og dermed ikke ved hvem pokker man så er. Og hvad man stiller op med sig selv. En gruppe som ofte også fordummes. For hvordan kan det være, at sådanne piger og kvinder er SÅ selvtillidsløse, at de tror det uden på er vigtigst? Gæt selv.
Jeg fortæller faktisk noget om mig selv, som ikke er usædvanligt i forhold til andre, men som dog alligevel er noget, som man helst ikke skal sige højt. Det er nu engang mere acceptabelt, hvis man offentligt fortæller om sin begejstring for de mange år man har levet.
Og grin bare ned af det. Det er et virkelig reelt problem, for jeg er ikke den eneste der har levet på den måde, og med de normer. Heller ikke den eneste, som er blevet kritiseret uendeligt for at se forkert ud. Vi har en stor generation af ganske unge piger/ nyvoksne kvinder lige nu, som i den grad bevæger sig i en verden, hvor betydningen af udseende er alt. Vi ser det i medierne hver eneste dag. Det er en rigtig trist udvikling, og derinde bag historien om mine poser under øjnene og min holdning til dem, ligger der faktisk et budskab. Og en indrømmelse. Hvilket i virkeligheden gør mig mere stærk og modig, end jeg var førhen. Den skal jeg da lige huske at skrive ned i positivbogen forresten.
Nå, men selv ved jeg at MIN erfaring om, at psykiatri og nedslidning går hånd i hånd, er dokumenteret. Det er ikke kun noget jeg går rundt og opfinder, fordi jeg er vintertræt og fordi jeg altid er alene. Forkortet levetid er iøvrigt en anden konsekvens, som jeg dog for det meste vælger at lukke øjnene fuldstændigt for. Jeg mener.. der MÅ jeg da ku trumfe statistikkerne. I min familie på begge sider, bliver vi langt over de 100. Selvom øh.. gider jeg i det hele taget leve så længe..
Når det er sagt, så er jeg moody nu. Der holdes øje med om det vender med sæsonen, eller om det er noget der er mere klistret, og har sat sig fast inden i mig. Selv tror jeg heldigvis på den første model. OG..
… så har jeg iøvrigt ikke spist sukker i fem dage. Måske det er derfor jeg er så skide bitter!
Dengang jeg var lille var jeg hyper allergisk over for alt muligt. Og umuligt. ALT kunne jeg ikke tåle, og jeg var regelmæssig “gæst” på det, der da hed Finseninstituttet. Aner ikke hvad det er i dag, eller om noget lign eksisterer, men dengang kom hudlidelser og allergier derind til behandling. Noget med tjærebade dukker op i min erindring, og min mor og jeg som hånd i hånd tog turen frem og tilbage i toget. Forbindinger på arme og hænder var også sommetider hverdag. Klassekammeraterne i skolen nægtede at holde mig i hånden til sanglege, fordi mine hænder var så ødelagte med sår og rødme at de lignede elefanthud. Og så var jeg endda ikke særligt hårdt ramt. Værre var det med min kusine, som årligt blev sendt på rekreation til de varme lande, for at huden kunne få en pause. Det var dengang, og det ved jeg heller ikke om man gør i dag.
Tydeligst husker jeg, når jeg tænker på skoleårene, en cykeltur med mor og far i lokalområdet. Vi kører forbi en gruppe af jævnaldrende unger fra skolen. Da vi passerer råber en af dem højt og klart “se der kører sandpapir”…. Ikke særligt rare minder om allergi, MEN.. det er jeg nu ovre forlængst, jeg kom bare til at tænke på det i dag fordi jeg har jokket i spinaten.
Som tiden er gået er allergien forsvundet. Jeg er vokset fra den heldigvis, og jeg kunne måske passende tilføje, at det er så een af de ting som aldring har glædet mig med. Ved gud det er besværligt at være til besvær, når man skal spise ude feks. Så sidder man der til familiemiddagen. Med nære som utallige gange har haft mig på visit, og endnu engang serveres der grovbrød til middagen, og nøddekage til dessert. “GUD ja, forresten det er da også rigtigt. Du er jo allergisk. Det må du virkelig undskylde, men det er så svært at huske alt det du ikke må spise..”
Nå ja det var det med spinaten..
Jo altså jeg er sommetider, oftest ved en fejl, kommet til at spise et eller andet med noget forbudt i, typisk brød, som er en svær en, og så har jeg opdaget at jeg ikke reagerede længere. Ikke noget udslet. Ingen hævelser eller kløe. Kan I forestille jer hvilken fed fornemmelse det er? At det ikke længere er bøvlet at spise morgenmad fra en bager, og at sesam, birkes, græskarkerner, og valnødder nu ikke længere er direkte billet til en skadestue? Juhuuu og regndans i stuerne. For det er jo også sunde sager jeg dermed kan gnaske på.
Min kontaktperson tager rester fra morgenbordet med ind til mig hver fredag, og det er som regel rugbrød eller et par skiver franskbrød. Der har været et par gange, hvor det så har været noget med noget i, men jeg har ikke nænnet at fortælle hende, at jeg ikke kunne tåle det, og så har brødet ligget der og kigget på mig. Dejligt duftende og indbydende. Og jeg har forsigtigt smagt små bidder af det. Bevæbnet med en Benadryl, har det ikke virket så farligt, og tit har det ikke været nødvendigt at tage den. Summa Summarum Henriette går all in. Teorien skal afprøves og fremtiden lyser forude med bunker af lækkert groft brød med alt muligt i.
I dag gik jeg ind til bageren for at købe mig et rugbrød, og der lå så den sprødeste og saftigste frøsnapper og kaldte på mig. ALDRIG i mit liv har jeg smagt sådan en, men tusind gange har jeg overværet andre smumse remonce og birkes til de var helt klistret i hovedet. Her tænker jeg nok mest på ungerne da de var små ha ha. Jeg købte en og gik hjem og lavede kaffe. Satte tænderne i frøen og uhmmm hvor den var god. I præcis to minutter.
Nu sidder jeg så her med tykke lunger, opsvulmede øjne, kløe i øre og svælg og en svær mavepine. Mavepinen er næsten det der er mest ubehageligt, for nede i maven koger det og kvalmen ruller.
Jeg har spist min sidste frøsnapper i mit liv, og jeg har mærket at visse ting bare ikke skal overdrives. Jeg har lært at jeg fint lever uden, for nok smager den godt, men SÅ godt smager den altså heller ikke, og jeg har lært at et par forvildede kerner ikke gør den store skade, men det gør tilgengæld en snapper der har taget bad i dem.
Det er det jeg siger. Man bliver aldrig for gammel til at blive klog af skade. Og ‘kæft jeg har det dårligt lige nu. PIV!
Pyhh sikke nogle timer det har været. Det er så mange år siden jeg sidst prøvede at reagere allergisk på fødevarer, at jeg helt havde glemt hvor hæsligt det kan være. På et tidspunkt blev jeg direkte utryg over, at være alene på den yderste kant af danmark uden nogen i nærheden. Jeg fik sådan en fornemmelse af, at mine lunger blev tættere og det værkede i alle leddene som om blodet ikke kunne rulle frit. Om det bare er en fornemmelse, eller om der virkelig opstår hævelser indvendigt ved jeg ikke, men uff da.
Nu er det heldigvis overstået og den glemmer jeg så ikke igen lige med det samme.
.. så haven sådan her ud
Det gør den så ikke i dag. Her er koldt, og der ligger rester af hvid sne overalt.
I går for et år siden lå var det første gang, jeg bespiste ham her
I dag viger han ikke fra min side.
Han har helt faste rutiner, og har omhyggeligt opdraget mig, så jeg ved hvad han vil. Han er ikke en hankat, der råber højt for at markere sig, næh nej.. han bruger anderledes listige metoder. Lydløst kan han feks ligge og stirre på mig fra gulvet. Længe. Det betyder at han vil ud. I det hele taget er det der med at kigge på mig en effektiv metode. Uanset hvor meget jeg stålsætter mig og lader som om jeg ikke ser det, nytter det ikke. For der er kun to muligheder. Enten ligger han ovenpå eller tæt ved mig, eller også vil han ud.
Han er ikke en kat, som ligger alle mulige steder i huset. Det sker ind i mellem, at han afprøver andre steder, som feks Rasmus’ kuffert. Eller en hylde under et bord. Ingen af stederne bliver dog udnævnt som favorit i længere tid, det er og bliver kun ovenpå mig eller tæt på, der duer.
Min lille bedste ven. Du har derfor fået officiel mærkedag den 4. februar. Din fødselsdag kender jeg jo ikke, men skidt med det. Jeg har besluttet, at du også skal fejres som alle andre. Med både nummer og navn og mærkedag, er du nu en rigtig holden kat.
Og jeg en ægte holden kattedame.
Jeg plejer at hive mig selv op metalt i februar, med klare friske farver i hæklekurven, men lige nu er jeg allermest til de mere douche udgaver af samme.
Måske fordi jeg er ved at tæske mig igennem de fantastiske bunker af haveblade Esther har beriget mig med både i 2013 og 2014. Bunken fra ‘13 havde jeg rent glemt fordi jeg har ryddet så fint op i efteråret og de nu står rå række på en hylde.
Jeg kører den systematiske linie. Noget bliver klippet ud til en collage jeg vil have på væggen. Udklip med råd og tips skal også have en fremstående plads på en væg, for jeg indrømmer at især ønsket om en køkkenhave giver mig hovedbrud og småstress. JESUS, der er mange “regler” for succes, og jeg kan simpelthen ikke huske hvad der skal/må hvad.
Derudover bliver bladene sorteret så dem jeg allerbedst kan lide bliver i min reol. De andre går videre til nye ejere, og på den måde har de smukke magasiner et langt liv fra de købes til de ender med at være slidt op. Det glæder mig vældigt.
Når jeg inden længe er færdig med mine to små fluesvampe
- tror jeg at det igen er tid til at gribe tæppet fra sidste år.
Det hedder jo crotchetmoodblanket 2014, men altså DET nåede jeg ikke. Og selvom jeg også har vældig lyst til snart at få strikket lidt igen, så skal tæppet have opmærksomhed. Og SÅ bliver der knald på farverne. Juhuu
Det er fredag d. 6 februar og solen står stadig om ikke højt, så ihvertfald oppe på himlen. Det er stadig lyst..
Hvilken følelse det giver os, ikke..
Det har været en rigtig god dag idag. Jeg har fået vasket mit hår, her er blevet støvsuget for pivåben dør, og den frosne luft har sendt fornyet energi og sprødhed ind i stuerne. Dynen jeg klamrer mig til i sofaen, har været sendt udenfor og efter alle disse anstrengelser, har jeg pokker mig også været på køretur. Jov jov. Ikke komme her og blive væk nej.
Fanden tog ved mig, og jeg fik sådan en lyst til at gå en rengjort weekend i møde. OG til at komme ud for,at handle et andet sted end jeg plejer.
Typisk er det, at jeg uden tanke for vejr og vind, får den impuls på en frostkold dag, hvor sigtbarheden var under ti meter frem, men jeg savner at køre, det nager mig at bilen har stået ubrugt i en periode, og min ambition for 2015 handler meget om at komme ud igen. SÅ altså, jeg startede pindsvinetransporten og drop ad en længere (bevidst for batteriets skyld) omvej ad Maribo til.
Og det var en vidunderlig tur. Så smukt at det næsten tog pusten fra mig, og endnu en gang kan jeg erklære at lykken ved at bo hernede er enorm. Jeg skal bare liiiige blive bedre til at bruge mine omgivelser.
Jeg kom hjem med indkøb, som bestod af rå mængder af meloner og lidt andet frugt, masser af spidskål som jeg er vild med, og så det løse. Nødder, branflakes, mælk, soyamælk, en kylling til suppe, og lidt ost. Jeg har stadig ikke spist sukker, og får mængder af råt grønt af ren dovenskab. Kød er jeg jo ikke god til at få tilberedt, men for ikke at ende med B12 mangel, spiser jeg i stedet skiver af det der italienske tynde skivede noget. Jeg spiser æg, og nu håber jeg at få bagt knækbrød de næste dage.
Jeg gør hvad jeg nu selv magter og kan for at blive sundere og få mere energi. Det er ikke de store omvæltninger egentlig, kun kager, brød og slik bliver undgået. I sig selv er det en større mængde pr dag end nogen aner, så alene på den konto må det betyde noget.
Forresten…
Turen til Maribo var med et særligt formål.
Mine vintergemte pelargonier er begyndt vågne, så jeg ville have fat i nogle sække med frisk jord. Ikke nogen helt let opgave, da lageret hos Jem og Fix står udenfor.. Stædigt gik jeg til angreb på glatte og bundfrosne stabler af priklejord og pottemuld, og det lykkedes at få hjembragt lidt af hvert til formålet. Jeg skulle også have haft sand, anbefalet af en ekspert, til at lægge mine mindste georgineknolde i nu. De er i fare for at tørre ud, men jeg fandt ikke noget, så det kan være jeg i morgen lige forsøger lokalt. Den ene sæk ligger nu til optøning på køkkengulvet.
Måske mine planer slet ikke bliver til så meget, det får morgendagen vise, men fredagen har været god. Og den har været lys og frisk. Så forlanger jeg ikke mere lige nu.
Pivkoldt for nu at sige det så det forstås. Alt sne og smuk frost er skiftet ud med den mest bidende blæst og en himmel, der enten er truende mørk, eller også med skarp sol. Det er sådan et vejr man kan blive lettere vanvittig over, for straks man har tændt lyset i stuen for at kunne se hvad man laver, så kommer solen frem og alle lamper må slukkes, fordi det er tåbeligt med lys der ikke kan ses. OG så tager vi turen igen. Tænd sluk tænd sluk… Og på den måde, sørger nogen et eller andet sted derude for, at jeg får min daglige motion. Tak for det siger jeg bare.
Udover motionen laver jeg ikke meget ellers. Jeg sov dårligt i nat, så det handler mest om ikke at give efter og sove hele dagen. Det var ikke meningen med denne weekend jo, men indtil videre har jeg kun evnet at få båret nogle af blomsterne ned fra første. Holger bliver også kulleret af vejret, og kan ikke beslutte om han vil ind eller ud, så i virkeligheden har jeg fået mere motion i dag end ellers, nu jeg tænker over det..
Tænd lys. Luk kat ind. Sol kommer frem. Kat vil ud. Sluk lys. Sid ned. Mørkt som graven igen. Tænd lys. Kat glor ind ad vindue.. luk kat ind. Sol kommer frem. Sluk lys. Kat opdager det er lyst. Piver ved dør. Luk kat ud. Pust ud og træk vejret helt ned i maven.
Og forfra igen.
En lørdag på landet behøver ikke være kedelig siger jeg bare
Jeg har sat gang i de hengemte pelargonier nu. De har stået mørkt og køligt i vintermånederne oppe på første, og det kunne måske godt vente lidt endnu, men et par af dem var døde, så nu prøver jeg at redde resten. Frisk jord, gødning og sollys er vejen frem, og hvis bare nogle af dem kan genoplives er jeg glad. Det underlige er den ene af dem. Stik i mod råd om vinteropbevaring har den har stået i et koldt tagvindue, og den er helt vildt i live. De kloge siger ellers mørke, men jeg bliver aldrig selv klog på reglerne for overlevelse, og metoderne/rådene er mange, så nu ser jeg hvordan det går her.
Søndagen er ligeså hamrende kold som lørdagen, hvilket jeg fik at mærke da jeg plantede om. Gad ikke snavs og kaos i huset, så jeg stod lige uden for køkkendøren og rodede med jorden. På den halve time det tog mig, blev jeg gennemfrossen og alt blæste rundt om ørene på mig. Det var ikke just en hyggestund, men skidt, nu er det gjort og jeg er tilfreds.
Næste punkt hedder opvarmning under dynen i sofaen, med håndarbejde og tv. HVIS altså Holger mener jeg må det. .
Tror jeg må have fremstillet nogle mus han kan jage, så jeg får mine dukkehuer i fred :- )
Solens besøg søndag var virkelig oplivende, så jeg var både ude og inde, i vigør. Det er så dejligt at mærke sig selv på den måde igen. Jeg har fået kogt til hønsesuppe:
Nøje overvåget af køkkenskriveren Holger. Der skulle jo så nødigt ske noget med det lækre kød nede i gryden..
Der blev ristet kokos, så hele huset endnu dufter af kage, selvom jeg slet ikke har bagt noget, hvilket er en herlig lille detalje. Det smager godt, og kan snildt erstatte det usunde når abstinenserne rykker i mig, og duften i køkkenet giver mig selv en illusion af, at jeg har lavet unoder og været aktiv som bagedame.
Udenfor i dag blev bede inspiceret og bænken afprøvet. Den holder endnu. På sådan en dag er det kun ren viljestyrke, der afholder mig fra at flå afdækningen af alle bedene, for nedenunder skyder det frem med liv, men jeg GØR det ikke. Ikke endnu. Der kommer sikkert mange nætter og dage endnu med barskt vejr, så jeg må holde mig i skindet.
Omvendt er det med Holger. Han har da rent mistet besindelsen nu, og jeg har mit hyr med at holde trit med ham. Tror der er gået helt forår i hans system, og i midlertidig sindssyge tror han selv, at han er både killing og puma i eet.
Der er ingen grænser for de numre han har gang i for tiden.
I morges feks, spankulerede han målbevidst gennem stuerne efter at have guflet morgenmaden i sig. Direkte styrer han hen til sofaen hvor jeg sidder, hopper op på armlænet og DAF! siger det. Der røg mit knækbrød ned på gulvet!! Det lå på hylden ved siden af, hvilket åbenbart ikke passede kræet. Derefter hoppede han ned igen, gik ud til døren og hylede fordi han ville ud.
Han spæner rundt med sit legetøj, som stadig er gavebånd fra jul, og det får nogle gevaldige ture hen ad gulvet, han springer op og dasker til grene jeg har hentet ind fra haven, og så snart jeg vender ryggen til, bliver han bekymrende stille ude i køkkenet.. Hr. Holger er begyndt at gå på bordene derude. Vandet i vasken er bare bedre, end det han har i vandskålene rundt omkring, både ude og inde åbenbart.
Og sådan bliver jeg holdt til ilden af en kat, der ellers hidtil har været særdeles afdæmpet i sin adfærd. I haven spurter han rundt, og allerbedst er det hvis jeg gider spurte efter ham. Uh det er såååå morsomt. Halen går på ham og han får pumaøjne, der fortæller mig at inden længe går han til angreb på mine snørrebånd. Eller hænger ned fra en gren i et træ. Eller ryger i slagsmål med en bunke blade. Et hul i plænen er iøvrigt vokset på mystisk vis efter, at han har været i gang derude.
Og så.. når gassen er gået a ballonen klasker han sammen
- og ender med at rulle sig sammen for at gå helt i koma. Jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvor længe det skal stå på.