I disse måneder gøres der en vældig indsats for, at jeg igen kan få et ordentligt og fungerende liv. Det er så at sige en pyramide der bliver bygget, men det sjove er, at jeg ikke rigtigt kan finde ordene til at fortælle om det. Jeg har rent ud sagt, udliciteret en del af mit liv fordi der er andre, der på nogle punkter er bedre til det end jeg selv.
Kort sagt:
- Kommunen arbejder nu for mig, og på vegne af mig, for at få min økonomi til at fungere. Det går ret godt. Mere må komme om det en anden dag.
- Psykiatrien er ansat til, at få genoprettet ro og orden i den del af min hjerne, jeg ikke har kontrol over. Deeeeet er jeg mere loren ved, men jeg begynder på onsdag i et ni mdr’s forløb. Igen.. mere må komme om også det, en anden dag.
- Min bostøtte arbejder med mig på, at få genindlært de daglige rutiner, som jeg har mistet hen ad den lange vej hertil, siden 2010. Det går so and so med det, og mere må komme om det en anden dag.
Alt dette er de første solide lag i min livskvalitetspyramide, og det burde fylde så meget i mig, at jeg ku skrive om det, men jeg kan bare ikke. Ikke endnu. Det jeg selv gør i nuet, for ikke at gå til i vintermørket, og efter sidste års rutsjebanetur er nemlig det, der ligger mig mest på sinde. Det er DET som fylder mest, og det er DET som jeg hver dag lige nu har mest glæde af.
Jeg spasser, for nu at sige det sådan, helt ud i farver…
( jeg advarer de af jer, som er mest til sort og hvidt om, at I KAN risikere at få traumer af resten af indlægget.. )
Og ja.. det virker. Jeg bliver i godt humør af det. Jeg får lyst til, at lege med flere forsøg udi hækling. Jeg gider det, i stedet for ikke at orke noget som helst, og der er da lidt solskin i det ik..
