Jeg fik et hysterisk anfald i aftes. Lige inden jeg lukkede og slukkede for havetjansen. Endnu en plante så slukøret ud, og jeg vendte en sten ved siden af…
Det vrimlede med snegle!
Fanden tog ved mig, og jeg gik systematisk igang fra en ende af. Jeg synes det ser fint ud med små bunker af sten rundt omkring, men for pokker det er bare ikke praktisk. ALLE sten blev vendt. Ligeså alle krukker. Og potter. Og underskåle. Mange mange snegle blev klippet. Tilbage står jeg så med en fornemmelse af, at det her er et af de år…
Sidste år var problemet ikke voldsomt her hos mig, men måske jeg har fået mig udfordring på hånden nu. Den ene side af mig får lyst til helt at opgive på forhånd, for hvad nytter det at lægge så mange kræfter i med at få ting til at vokse og gro, hvis de blive ædt lige så hurtigt jeg vender ryggen til. Den anden side siger, at det skal være løgn. Under alle omstændigheder er det kommet lidt bag på mig, hvor tidligt problemet er i år, så næste gang der er penge på kontoen ser man mig hurtigere end lynet, på vej til nærmeste byggemarked, for at hamstre snegledræberpiller. De virker ihvertfald. Og så har jeg nu en spand parat for at gentage samme øvelse, som jeg udførte til mesterlighed på Alsøvej. Og en saks til de dage hvor jeg er i det humør.
Idag er nok en undtagelse. Her får sneglene sig en fridag, for jeg har været så absolut færdig, at jeg ikke engang orkede at sidde udenfor og bare sidde, i mere end ti minutter! Jeg ville gerne. Det var/er bare mere overskueligt at ligge. Ikke engang strik har jeg rørt!!!
Og Holger.
Jo altså, han har testet en ny teori i dag.
Teorien om, hvorvidt det kan lade sig gøre alene med viljens kraft, at få maden til selv at bevæge sig hen til ham.. Med andre ord : stir på døren længe og intenst, imens du byder madskålen at flytte sig henover dørtrinet og fire potelængder..