Nu prøver jeg igen. At tage fat om, hvad det nu er der skal fattes. Jeg var ved lægen for at få en henvisning til noget psyk af en art. Det nytter jo ikke det her med, at jeg ikke kan andet end at være her. Alene.
Hele kroppen skriger NEJ, hver gang jeg forsøger at lave aftaler/være social, og det slider mig ekstra når nu jeg så gerne vil kunne andet end at være her. Alene. Således også idag. En aftale ved lægen udløser smerter selvom selve mødet gik fint ( ifølge ham.. , selv har jeg en ud af kroppen oplevelse af mig selv, som usammenhængende og underlig! ), og resten af dagen har jeg bare siddet i sofaen og set uforpligtende grine serie.
Jeg har allerede via E-boks fået en indkaldelse til d. 20 maj, og så ruller snebolden går jeg ud fra. Jeg kan derfor allerede nu godt forudse, at mine skriverier her bliver lidt mere svingende i omfang, men det er jo ikke første gang, så det tager jeg bare med. Som altid skriver jeg når overskuddet er til det. Det hele skulle gerne i sidste ende jo betyde, at jeg igen kan gøre ting jeg gerne vil. Have besøg, besøge ude, opleve ting, strikkemøder udflugter osv osv.
Med andre ord LEVE og få det meste ud af det.
Og Holger..
Han er bare glad for sin snor:
En snor, et stykke bast, som jeg måtte give ham forleden, da jeg ville binde noget op. DET viste sig at være helt umuligt med ham som hjælper, for hver gang jeg fik slået sløjfe på, gik han til angreb, så både planter og bast fløjt rundt. Nu har han sin egen, som vi leger med hver dag. Som regel når jeg når hen til omkring højbeddet, sætter han i spæn og lægger sig til at vente fladt med store øjne på, at jeg kommer og tager fat i snoren. Han elsker den leg. Og jeg elsker ham :- )