Den proces jeg har sat i gang, glider stille og roligt og frem for alt mærkbart, fremad. Ikke hurtigt. Overhovedet ikke. Den nærmest bare følger mig og min krop igennem dagene. Ny medicinering, kiropraktik, hjemmebesøg af behandler og hjemmeopgaver. Det hele gør sit. Som forudset og frygtet allerede sidste forår, følger der endnu flere smerter med, og en grundlæggende træthed, som er endnu tungere end ellers, og derfor sooooover jeg en masse i øjeblikket.
De forskellige elementer jeg har valgt skal være i fokus, som hjælp til at få ro på og kontrol over min hverdag er samlet her:
Der er den smukkeste malebog jeg nogensinde har set, og som jeg har købt for at have noget andet end strik til at fokusere på. Der er naturligvis også strikkeplaner. Der er hjælpekort fra en del af DATkurset jeg ikke nåede, og som jeg har fået af min primærbehandler (fint ord ik..) fordi de kan hjælpe mig hele tiden, trods det at jeg ikke følger selve kurset. Der er en behandlingsplan, som indbefatter et eller andet kursus jeg ikke helt kan rumme, men som også først kører til september OG, der er en interessant bog som min kiropraktor selv har forfattet. Den har hun foræret mig fordi den omhandler netop noget, der rammer lige ned i min problematik. Hun har skrevet en afhandling og lavet studier i smerter, og hvordan de både nedarves som mønster og bruges gennem generationer til at takle livet med. Foruden det er der en guide, som kan være noget jeg måske kan bruge til at ændre de smertemønstre jeg går med. Den bog og DAT er faktisk to sider af samme sag. Jeg skal ændre tanke og handlemønstre, og selve det at jeg går til hende lige netop nu er en virkelig underlig oplevelse. Hun arbejder med det samme som DAT terapeuterne, bare ud fra en kropslig vinkel. Hun hedder forresten Helle Due Hansen og bogen kan man se hos Saxo.
Jeg er fast besluttet på, at jeg VIL have det godt igen. Jeg VIL kunne komme ud. Lige nu kommer jeg dog ingen steder, men det skal være skidt før det bliver godt. ING!
De to missekatte kører fryd og gammen, og jeg kan kun klappe mig selv på skuldrene over at have reddet lille Herman. Holgers evner som opdrager og artsfælle er virkelig kommet op til overfladen. Det ændrer dog ikke på, at jeg endnu går og overvejer om hans fremtid skal være hos os eller hos den landmandsfamilie, som også gerne vil give ham et hjem. Holger ER og bliver mit hjertebarn, og jeg ved faktisk ikke helt om det er optimalt alligevel. Som jeg sagde fra starten er HAN min førstekat og går det ikke, så vælger jeg Holger. Uden tvivl. Herman er så vanvittigt sød, sjov, pudsig, skør og levende, men det er alle killinger. Der er kun een Holger. En Holger, som det er nærmest umuligt at køre diæt med feks, når der er en killing, som også skal spise. Holger støvsuger alt, hvad han kan komme til at gufle i sig. Det er også sin sag at motionere ham, for Herman den lille bandit er ikke lige til at styre når der er sjov i farvandet. Min Holger har lagt sin pudsige personlighed på hylden, og er nu voksen og ansvarlig, hvilket er en fryd at skue, men hans væsen er ligesom puttet ind på en 2. plads, og i det hele taget er det som om, det er den måde han nu ser sig selv på. Som en to’er. Jeg kan ikke gennemskue om det er godt eller skidt. Han er begyndt at sove oppe på 1. sal hos mig, hvilket er nyt og dejligt, men han er ikke længere min krammekat. Han holder sig i baggrunden så at sige. Om det er midlertidigt som tilfældet har været hos Susanne med Hannibal og Mille, er jo ikke til at sige.
Jeg overvejer og tænker. Arbejder med mig selv og med mine omgivelser. Det hele udmatter, men jeg ER her endnu. Går ingen steder. Elsker min blog. Virkeligheden er bare vigtigere lige nu. Er det ok med jer? 
